Det kan være fristende på en hjemmeside som denne at springe den historiske redegørelse over, men det er ikke anbefalelsesværdigt, idet man ikke skal undervurdere den værdi, der ligger i at vide, hvorledes det hele begyndte.
Opfinderen af begrebet fodbeklædning kan man ikke hædre f. eks. gennem opstilling af en smuk statue, for han er ganske ukendt. Maaske var det en østerlænding, der fandt paa at beskytte sine fødder mod det brændende sand. Maaske var det en skøn ægypterinde, der ikke fandt, at hendes fødder svarede til den øvrige legemspragt og derfor lagde den første spæde spire til fodtøjet. Hvorom alting er — fodtøjet har rod langt tilbage i tiden. Ægyptiske vægmalerier, der i hvert fald daterer sig 1500 aar før vor tidsregning, viser fodtøj — og vel at mærke fodtøj fremstillet efter metoder, der endnu den dag i dag anvendes indenfor haandskomageriet.
Ogsaa germanerne brugte fodbeklædning, men formen var væsentlig mere primitiv, idet man udelukkende brugte at vikle stof- eller læderremme om fødderne.
I det gamle Rom og Grækenland fortalte fodbeklædningen (sandalerne) om bærerens velstand og overflod. Ofte var de rigt udsmykkede og hele smaa kunstværker, men for godtfolk var de ikke.
Jævnsides med sandalen opstod der forskellige skoformer, der dog ikke fulgte fodens linier. Eksempelvis kan nævnes snabelskoene, der dukkede op i det 14.–15. aahundrede. Her gik modegalskaben saa vidt, at snablerne blev gjort saa lange, at de maatte bindes fast til knæene. I den forbindelse skal det bemærkes, at skoene overhovedet ikke var fremstillet til udendørs brug. Skulle adelen, der var de egentlige skoforbrugere, endelig udendørs til fods, havde man nogle høje træklodser, der blev bundet fast til foden. Snabelskoens efterfølger var den saakaldte >>komule-sko<<, der var meget bred fortil. Deraf navnet.
I midten af det 16. aarhundrede begynder man at træffe sko, der følger fodens linier. Skoene er stadig stærkt luksusprægede og i høj grad ogsaa uhensigtsmæssige.
Skoene afløses saa af støvler, og den egentlige aarsag til dette er det 17. aarhundredes mange krige, hvor de lange rytterstøvler kom stærkt paa mode. Støvlerne fik ret hurtigt et feminint præg. Kraven blev bøjet ud og udstyret med stivede knipling-manchetter.
Industrialiseringen.
Op gennem aarhundrederne var fodbeklædningen i den her omtalte form luksus for de velhavende, og den egentlige baggrund for skotøjsfremstillingens industrialisering skete først i 1858, da skomager Lyman Blake fik patent paa en gennemsyningsmaskine. Aar forinden var der dog gjort mange forsøg paa at finde frem til symaskiner af forskellige typer. Allerede omkring aar 1800 hører man om de første maskiner, men da de kun kunne sy en bestemt slags skræddersyning, fik de ingen betydning.
I 1846 fik Elias Howe patent paa en totraadsmaskine, hvor naalenes øje sad ude i spidsen af naalen, og i 1852 fik Issac H. Stinger patent paa trykfoden, men det blev som allerede nævnt gennemsyningsmaskinen, der skulle revolutionere skotøjsfremstillingen og lægge grunden til verdens første skotøjsmaskinefabrik. I dette som i saa mange andre tilfælde blev det dog ikke opfinderen , der høstede frugterne af patentet. Opfinderen solgte nemlig patentet til en oberst McKay, der forstod at vurdere det efter fortjeneste. Han satte aldeles omgaaende en stor produktion igang.
McKay fik krigen til hjælper, idet der kort tid efter, at han havde begyndt sin produktion af af gennemsyningsmaskiner, udbrød borgerkrig mellem Amerikas Syd- og Nordstater, og her fik obersten sin chance. Som gammel krigskarl vidste han , at den hær, der har det bedste fodtøj, har de største sejrschancer – bl. a. fordi tropperne er mere mobile.
Og succes fik han. En maskine, der paa 30 sekunder kunne sy, hvad en skomager var over en time om, maatte blive hilst velkommen af en generalstab, der havde besværligheder med mandskabets fodbeklædning. Med denne succes i ryggen, og naturligvis med den succes, der fremsprang af, at ogsaa civile kunne faa bedre og billigere skotøj, anlagde McKay en stor skotøjsmaskinefabrik, der kom til at spænde over hele jorden: United Shoe Machinery Corporation. Og for at føje spot til skade blev maskinen ikke opkaldt efter opfinderen, men derimod efter McKay.
Parallelløbende med McKay dukkede et andet stort navn i skotøjsindustrien op: Charles Goodyear. Han købte patentet til en maskine, der kunne sy vendt fodtøj. Denne maskine udbyggede han væsentligt, og paa grundlag af maskinens princip konstruerede han en bindsymaskine, der var færdigkonstrueret i 1874, og allerede aaret efter haved han konstrueret en afsymaskine.
Med disse to maskineer var skotøjsindustrien kommet saa vidt, at den ikke alene kunne fremstille sko, der fremtraadte som erstatning for de haandsyede sko, men ogsaa satte den i stand til paa maskine at gennemføre haandskomagerens processer. Dette vil i realiteten sige, at skotøjsindustrien er den direkte arvtager af haansskomagerfaget.
I Danmark blev industrialiseringen i første omgang en fiasko. Allerede i 1874 stiftedes A/S Københavns Skotøjsfabrik med en aktiekapital paa 200.000, hvilket efter datidens forhold var en meget stor kapital.
Vel slog skomagerne ikke fabrikkens maskiner i stykker , som det skete med vævestolene i England, men de saboterede fabrikken pa andre maader. Man havde lagt fabrikken an paa , at dens produkter skulle sælges gennem landets skomagere, men disse havde ikke det tilstrækkelige udsyn og saa i fabrikken en trussel mod deres erhverv. Fortalere indenfor skomagerkredse fik dem overbevist om, at kunne de kvæle denne fabrik i fødslen, havde de samtidig kvalt skotøjsindustriens fremtrængen i Danmark. Ved store møder vedtog man at man ikke ønskede at forhandle >dette fabriksmæssige ragelse<.
I første omgang havde skomagerne succes med deres aktion, idet fabrikken maatte give op i 1880, men udviklingeen kunne ikke i længden undertrykkes. Den ene fabrik efter den anden dukkede op, og det fabriksfremstillede fodtøj arbejdede sig langsomt ind i forbrugernes bevidsthed – og skomagerne maatte en for en begynde at forhandle fabriksfodtøj.
Pindemaskinen.
Pindingen paa skotøjsfabrikkerne foregik stadig med haandkraft, hvilket baade var besværligt og langsomt, og overalt i verden blev der arbejdet paa fuldkraft paa opfindelsen af en pindemaskine, men nogen egenlig mekanisk pindemaskine blev ikke opfundet før i 1890.
Om Consolidatet pindemaskinen, der var en af de sidste maskiner i rækken, der virkelig tilførte skotøjsfremstillingens industrialisering system og metode, fortæller fabrikant C. J. Sørensen ved et møde i Industriforeningen i 1927.
Consolidatet pindemaskinen eller haandmetode- pindemaskinen blev opfundet af en ung mand Matzelinger, der oprindelig var maskinist, men som var blevet skotøjsarbejder og betjente en McKay gennemsyningsmaskine paa en skotøjsfabrik i Lynn. Han havde hørt en brovtende udtalelse af en haandpinder, som mente, at hans arbejde kunne ingen maskine udføre. Han havde sagt:>Selv om McKay Maskinen er vidunderlig, kan ingen bygge en maskine, som kan pinde sko, med mindre han kan lave en maskine med finger som en pinder<.
Denne udtalelse bragte den unge mand paa tanken om at lave en maskine med fingre som en pinder. Han gav sig til i al hemmelighed at arbejde paa sin maskine. Han passede sit arbejde om dagen og arbejdede paa sin model om natten og brugte al sin fortjeneste til eksperimenter, og han var saa nøjsom, at han samlede gamle cigarkasser og smaa stumper træ paa gaden for at bruge dem til sin model. Hans første model var mislykket, men en venligsindet maskinmand mente at se en god ide i den og bød ham 50 dollar for modellen. Matzelinger kom til den erkendelse, at var hans model 50 dollar værd for en fremmed, var den mere værd for ham selv, og han gav sig til at forbedre den. Hans hemmelighed blev opdaget af arbejdskammerater, der spottede ham for hans maskine og hentydede til, at han var fremmede. Matzelinger arbejdede dog videre og blev opmuntret ved at blive budt 1500 dollar for sin model nr.2, ligesom han fik en understøttelse for at kunne fortsætte forsøgene.
Han byggede derefter sin tredie model, og denne var saa tilfredsstillende, at der blev dannet et selskab til at af købe ham hans patenter, men triumferne kom for sent for ham selv. Han døde af tæring før den fjerde og helt tilfredsstillende model af hans opfindelse var færdig.
En haandpinder kan pinde 30 — 40 par sko om dagen, men paa en Consolidatet pindemaskine kan man pinde 200 — 700 par om dagen.
Cirka 10 aar senere fremkom en overtrækkemaskine, men dermed er vi ved at arbejde os ud af den historiske del og ind i den nyere tid.
